Noget af det der kan være svært at finde, når man ikke spiser gluten, er en “hurtig” pizza. -Og indimellem er det bare, det bedste der findes. Mon ikke vi er mange, der kan blive enige om det?! Derfor bager vi pizzabunde og lægger dem på frost i butikken, så muligheden for at købe bunde med hjem og lave en “hurtig” og lækker pizza er lige ved hånden.
Bundene opbevares på frost indtil de skal bruges, tages så ud af fryseren, toppes med lige det fyld, du ønsker, og bages i ca. 10 min i en varm ovn. Så nemt kan det være at lave lækker glutenfri pizza.
Nedenfor har vi et par forslag til, hvad du kan lægge på pizzaen, så duften af pizza hurtigt kan brede sig i dit hjem. Måske skal det allerede prøves i aften?! Vi har i hvert fald bundene klar i butikken.

Vi bruger ost på pizzaerne, selvom vi ellers laver alt vores bagværk laktosefri. Det skyldes, at der er så lidt laktose tilbage fra mælken, når den er lavet til ost, at det er de færreste, der reagerer på den.

Det skal du bruge til 4 bunde:
1 ds hakkede tomater
1 ds koncentreret tomatpure
3 tsk tørret oregano
salt og peber
ca. 6 skiver Serranoskinke
ca. 200 g revet Gouda ost
Frisk basilikum

Første forslag er en af de mere klassiske italienske varianter med tomatsauce, parmaskinke, ost og frisk basilikum. Den kan også toppes med f.eks. lidt frisk rucola. Den er næsten altid en favorit hos både store og små.
Sådan gør du: Hakkede tomater, tomatpure, oregano, salt og peber blendes til en jævn tomatsauce. Saucen smøres i et tyndt lag over bundene, og skinken lægges ovenpå. Pizzaerne bages ved 200 grader varmluft i ca. 10 minutter. Et minuts tid inden pizzaerne er færdige, fordeles den revne gouda ost på pizzaerne og de bages færdige. Serveres med frisk basilikum.

Det skal du bruge til 4 bunde:
1 mellemstørrelse squash
2 tomater
et glas pesto
200 g revet gouda ost
Frisk basilikum
Salt & peber

Vores andet forslag er en vegatarpizza, som måske mest henvender sig til de voksne pizzaelskere. Pizzabundene er toppet med pesto, squash, frisk tomat og ost.
Sådan gør du:
Smør et tyndt lag pesto ud over pizzabundene. Skær squash og tomat tynde skiver og fordel dem på bundene. Pizzaerne bages ved 200 grader varmluft i ca. 15 minutter. Et minuts tid inden pizzaerne er færdige, fordeles den revne gouda ost på pizzaerne, og de bages færdige. Serveres med frisk basilikum.