Uanset om det er til weekendens morgenbord, den ugentlige fællesmorgenmad på arbejdspladsen, fødselsdagsmorgenmaden eller bare lidt ekstra forkælelse på en hverdagsmorgen, så er rundstykker en dansk klassiker. –Og vi er fans. Derfor har vi altid rundstykker på frost i butikken. Så kan du nemlig altid have lækre lune rundstykker klar inden for ganske kort tid. Vi bager rundstykkerne og fryser dem ned, mens de stadig er friskbagte. Derved bevarer de en dejlig frisk krumme, når du varmer dem op senere.

Alt du skal gøre er at tage rundstykkerne ud af din fryser minimum en times tid før, du skal bruge dem, så de kan nå at tø lidt op, inden de lunes. Du kan også sagtens tage dem ud, inden du går i seng og lade dem ligge i en pose på køkkenbordet til næste morgen. Inden rundstykkerne serveres, skal de blot lunes i ca.

10 minutter i en varm ovn, (du kan læse nærmere på posen). Derefter kan du sætte lækre lune rundstykker på bordet. Faktisk synes vi, det kan være svært at kende forskel på vores helt friskbagte rundstykker og de rundstykker, der har været frosset og varmet op. Men det skal vi vel ikke klage over…

Du kan finde 2 forskellige slags rundstykker i vores fryser. En variant uden kerner og en variant med solsikke-kerner og hørfrø.

Når vi nu er ved morgenmaden… Vi har forsøgt at gøre det ekstra nemt for dig at gøre morgenmaden indbydende. Vi laver nemlig også løbende friske portioner af marmelader i bageriet. Lige nu har vi appelsin-, hindbær-, jordbær- og rabarbermarmelade på hylderne. De er alle baseret på få gode økologiske råvarer, og vi har ikke tilføjet unødige tilsætningsstoffer. Enkelt og lækkert.

Nu må det vist snart være tid til et rundstykke med smør og marmelade!