Står du og mangler en opskrift på fastelavnsboller, så har vi lavet en her. Den er ikke som den vi benytter i butikken, da vi her kører med store røremaskiner og ovne. Vi har tilpasset nedenstående opskrift til jer med få ingredienser, der er til at få fat i, og til en alm. husholdningsovn.

 

Opskriften er som følger:

150 g. fuldkorns rismel

100 g. majsstivelse

25 g. loppefrøskaller (HUSK)

25 g. sukker (rør eller alm.)

25 g. gær eller 6 g. tørgær

1/2 tsk groft salt (svarer til 2-3g.)

1 tsk. kardemomme

1 æg

350 g. lunken vand

 

Udrør gær i vand, tilsæt æg og de tørre ingredienser. Rør på maskine i ca. 5 minutter. Lad dejen stå i 10 minutter. Form 10 boller i lidt rismel eller stivelse. Lav enten fastelavnsboller med creme, chokolade eller andet fyld, dette gøres ved at trykke bollerne flade, putte fyldet på og lukke dem, og sætte bollerne på plade med lukningen nedad. Eller lav en fordybning i midten og fyld med eks. marmelade og kokos. Bollerne kan også forblive plain og du får fødselsdagsboller. Når bollerne er formet og/eller fyldt skal de hæve ved stuetemperatur i en time under plastic (jeg benytter en pose, der er klippet op).

Sæt ovnen på 220 varmluft og sæt en tom bageplade nederst i ovnen. Når bollerne er færdighævet sættes de midt i ovnen og ca. 1 deciliter vand hældes på den varme plade i bunden. Luk hurtigt ovnen. Bages 20 minutter og afkøles på rist.

 

 

Se billederne nederst med fremgangsmåde.

 

Velbekomme og god fornøjelse.

 

 

Kærlig hilsen

 

FOR EMMA