Bakterier har afgørende betydning for din sundhed!

Sådan lyder det i bogen ”TARME I TOPFORM”, som med sin udgivelse i efteråret føjede endnu en bog til boghandlernes allerede store udvalg af sundhedslitteratur. Men denne bog er lidt anderledes end mange af de andre bøger, den står side om side med. Bogen tager nemlig udgangspunkt i ny og relevant forskningsbaseret viden om, hvordan menneskers bakteriesammensætning i tarmene har betydning for vores generelle sundhed og velvære.
Vi fandt bogen ret interessant og vil gerne lave en lille anmeldelse af den, så du måske også kan få lyst til at læse den og få gode input til at styrke din tarm og dermed din generelle sundhed. Faktisk har vi også fået lov at stille den ene af forfatterne, Professor Oluf

Borbye Pedersen, nogle spørgsmål relateret til både bogen og gluten. Hans svar vil vi selvfølgelig gerne dele med dig, men først lidt mere om bogen.

Første del af TARME I TOPFORM går tæt på bakterier. Vi hører om nogle af de forskellige typer af bakterier, der findes i menneskekroppen, hvilke bakterier vi gerne vil have mange af, og hvilke der er synderne og kan skabe ravage i vores system. Om du er blevet født af din mor eller forløst ved kejsersnit, om du har haft hund som barn, om du har gennemgået mange antibiotikakure er blot noget af det, der kan have indflydelse på din sammensætning af tarmbakterier og som resultat deraf, på din sundhed, velvære og dit energiniveau. Men hvordan den ”rigtige” kost kan have indflydelse på bakteriefloraen i din tarm og påvirke f.eks. din hjerne og dermed risikoen for depression, demens og andet relateret, er andre emner du også kan blive klogere på.

Herefter stiller bogen skarpt på, hvordan vi alle sammen kan gøre noget ved vores sundhed ved at spise en kost, som skaber en bedre sammensætning af bakterier i vores tarme. Det gør den gennem et, godt nok uvidenskabeligt men alligevel, interessant forsøg, hvor 4 kvinder i 2 uger lever efter en diæt indeholdende de gode bakteriers livretter for at ændre på deres tarmflora. Samtidig fremhæver den de vigtigste råd til valg af fødevarer i en bakterievenlig kost og tips til, hvordan man kan blive klar til at spise efter disse råd. Til rådene hører at spise masser af grøntsager, bær og krydderurter, vælge kød fra fjerkræ fremfor fra firbenede dyr som okse, svin og lam, spise sunde olier – bl.a. fra avocado, oliven og nødder samt spise fisk og skalddyr. Til gengæld rådes vi til bl.a. at spise glutenfrit og begrænse sukker, sødestoffer samt forarbejdet mad, færdigretter og fastfood.

Målet er at skabe ”en stærk tarmslimhinde, der kan optage flere vitaminer, regulere dit blodsukker og din vægt, sende ’feel-good’-signaler til din hjerne og holde skadelige bakterier i skak”, som forfatterne udtrykker det.

Sidste del af bogen består af 60 lækre opskrifter på retter, der gør det let at komme i gang med at spise tarmen sundere. Retterne er nemme at gå til og bliver præsenteret på en indbydende og overskuelig måde med flotte billeder. Bogen slutter af med et forslag til en bakterievenlig kostplan for 4 uger. Så er grundlaget for at komme i gang lagt.

På trods af at en del af bogen er baseret på forskning, bliver den fortalt på en personlig måde og i øjenhøjde med læseren gennem personlige erfaringer og anekdoter. Det gør den nem at forstå og relatere til. Desuden må vi komplimentere det lækre layout og de fine billeder, der giver lyst til at dykke ned i bogen men også at afprøve opskrifterne.

Bogen har tre forfattere med forskellige baggrunde og det er måske netop det, der er med at give den karakter og gøre den interessant, troværdig og letlæselig. Irene Brøndum er både klinisk diætist og journalist og har arbejdet de seneste 8 år på sundhedsmagasinet ”I FORM”. Hun har selv har oplevet at få konstateret Morbus Crhon (kronisk tarmbetændelse) for blot efter nogle år med omlægning af sin kost at få besked fra lægerne om, at de ikke længere mente, at hun havde tarmbetændelse. En sygdom som jo ellers med sin karakter af ’kronisk’ ikke sådan lige skulle forsvinde. Det er især hendes personlige erfaringer og anekdoter, der deles i bogen.

Majbritt Louring Engell har en bachelor i ernæring og sundhed samt en master i træning og fitness og er derudover foredragsholder og kostvejleder og har skrevet eller været medforfatter på et stort antal sundhedsbøger. Hun står bl.a. bag udviklingen af de lækre opskrifter, som fylder ca. halvdelen af bogen.

Oluf Borbye Pedersen der er professor og forskningsleder på Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter ved Københavns Universitet har skrevet ét af bogens kapitler og gennemlæst og kommenteret på de øvrige kapitler i bogen. Hans bidrag til bogen har sit udspring i forskningen omkring vores tarmbakterier og betydningen for vores sundhed. Nedenfor kan du læse Oluf’s svar på de spørgsmål, vi stillede ham i forbindelse med bogudgivelsen.

Hvis du skal opsummere bogen i ét budskab, hvordan ville det så lyde?
Bogen giver i et letlæseligt sprog en indføring i den spritnye viden om de billioner af bakterier, som ethvert menneske har i sine tarme: hvem de er og de mange hundrede forskellige stoffer, som de hvert døgn producerer og som går i blodet på os. De er med til at bestemme, hvordan vi har det. Antageligt bestemmer de også i en vis grad, hvad vi gør. Samtidigt gives der i bogen en masse konkrete råd om, hvordan vi får flest mulige af de gode og hjælpsomme bakterier ved at spise en lækker mad, som er det superbrændstof som bakterierne skal bruge for at danne de stoffer, der øger vores velvære og vedligeholder vores sundhed.

Hvad er dit bedste råd til at komme i gang med at skabe en sundere tarm, hvis man synes, det kan virke som en stor mundfuld at lægge sin kost helt om? Hvor skal man starte?
Start med hver dag at spise så mange grøntsager og alle slags bær som muligt. Det skaber vækst af de gode bakterier. Og lige så vigtigt: undgå slik, kager og sukker, cola og sodavand, som skaber ubalance i tarmens og hele kroppens sundhed og velvære.

Har du en favoritopskrift fra bogen?
Ja – selvfølgelig: den grønne energigrød, som min familie og jeg har spist som morgenmad i 29 år! Det er verdens sundeste og skønneste morgenmad:
https://www.youtube.com/watch?v=wkNKPB_Wt3o. Prøv selv. Pas på!! Den er vaneskabende og slet ikke til at undvære.  Du bliver i løbet af uger afhængig af den!!

Du lever glutenfrit, selvom du ikke har Cøliaki, hvorfor?
Fordi jeg i nogle år var generet af et rødt udslet på brystet uden nogen lægelig eller laboratorie-mæssig forklaring. En amerikansk professorkollega

forslog mig for 14 år siden at droppe glutenholdig mad. Det gjorde. Siden dag har jeg været fri for eksem og har fået meget mere energi, glæde, gåpåmod og mentalt overskud i hverdagen end jeg nogensinde tidligere har haft.

Hvad er den sidste nye forskning inden for gluten, som du er bekendt med?
Vi ved ikke særligt meget om glutens indvirkning på vores helbred som mennesker. Flere store videnskabelige undersøgelser er på vej hvor raske mennesker i mange uger har fået meget lidt eller rigtigt meget gluten i deres daglige mad. Resultaterne af disse forsøg bliver formentligt offentliggjort indenfor de næste par år. Ud fra forsøg med mus ved vi at gluten kan forstyrre tarmens funktion, stofskiftet, tarmbakteriernes inden byrdes balance og påvirke musens modstandskraft mod betændelsessygdomme i uheldig retning.

TARME I TOPFORM koster 269,95 kr. i indbundet fysisk udgave, men kan også købes som e-bog til 116,95 kr.
God fornøjelse!