Opskrift på en dejlig svampet vegansk græskarkage.
Afvej det tørre i en skål:
200 g. fuldkorns rismel (tænker alm. rismel også kan bruges)
50 g. majsstivelse
125 g. sukker (jeg brugte rørsukker, men alm. hvid sukker kan dette også bruges)
100 g. brun farin
2 tsk. natron
1/2 tsk. salt
1 tsk. stødt kanel
1/2 tsk. stødt ingefær
Herudover rives 300 g. græskar groft ( jeg brugte Hokkaido, hvor jeg blot fjernede kernerne i midten og rev græskarbådene med skallen på ).
300 g. kold/lunken vand hældes i en røreskål, og der tilsættes 75 g. smagsneutral olie, 1 spsk. eddike og 1 spsk. husk (det fint malede bagehusk). Piskes hurtigt sammen og står ca. 5 minutter og tykner. Eddiken er vigtig da der er natron i opskriften, og det behøver noget surt.
Det tørre piskes hurtigt i den tyknede våde masse, og revet græskar blandes i tilsidst. Fyldes i forme. Jeg brugte 3 runde springforme Ø14, hvoraf den ene blev pyntet med lidt tynde græskarskiver og drysset med lidt kanelsukker, og de to sidste blev til kage med “smørcreme” efter bagning og køling.
Bages ved 170 grader varmluft i 25 minutter når det er 3 mindre kager. Ved større kager bages længere tid, men tænker dejen skal deles i minimum to kager, og ikke bages som en stor da det her er svært at få den ordentlig bagt i midten. Muffins plejer jeg at bage 18 minutter.
“Smørcreme” er stuetempereret smør/plantesmør, flormelis, vanilje og lidt kogende vand, der piskes luftigt. Smørret skal være på blok, enten smør, naturli vegan block eller margarine. Jeg bruger ca. dobbelt så meget flormelis som smør målt på gram.
God fornøjelse