Jeg laver ofte små cheesecakes til ca 4 pers/stk. (med eller uden cheese) og har dem i fryseren. De små a la ø 12 cm. er en perfekt størrelse til 3-4 personer, så synes de kan bruges ved mange flere lejligheder. Grunden til “Cheesecakes med eller uden cheese” er fordi jeg ofte bruger græsk yoghurt i stedet for flødeost – grunden er at laktosefri flødeost mig bekendt ikke fås i øko, som jeg helst vil bruge, og samtidig har jeg ofte en øko laktosefri græsk yoghurt i køleskabet.

Bunden kan laves af kiks og smør, og her kan bruges købe kiks eller se opskriften på digestive tidligere. Blendede kiks og smeltet smør skal ca. blandes i forholdet 4/1 i g. (måske 3/1 alt efter hvor tørre kiksene er og hvor groft de bliver blendet/knust).

Jeg bruger ofte selv bare ristede havregryn og disse er benyttet i opskriften nedenfor. Opskriften passer til 3 forme ø12 eller 1 form ø20.

BUND
150 g. gf havregryn, 50 g. sukker, 2 spsk. smagsneutral olie og 1/4 tsk. groft salt ristes på pande til det har fået en let gylden farve. Herefter køles det og blendes til en ret grov mel. Blandes med 50-75g. smeltet smør og presses i springformene (jeg plejer at have bagepapir i bunden af springformene). Stilles på køl imens fyldet laves.

FYLD
4 blade husblas.

ca. 50 g. smag i form af saft, puré o.lign. (her er benyttet skal og saft af en lime (ca. 25 g.) og så 25 g. koncentreret hyldeblomstsaft.

150 g. fløde

50 g. sukker plus evt. 1 tsk. vanilje

300 g. græsk yoghurt eller flødeost neutral

Husblas lægges i blød i kold vand i ca. 10 minutter, og herefter smeltes det med de 50 g. smag. Med elpisker piskes fløde med sukker. Græsk yoghurt piskes hurtigt i flødeskummen. Når husblas-blandingen er kølet til ca. stuetemp. piskes 1 spsk. flødeblanding heri og herefter 1 spsk. mere (dette for at køle husblasblandingen til ca. samme temperatur som flødeblandingen) og herefter hældes husblasblandingen i flødeblandingen og piskes hurtigt igennem.

Fyldet hældes på de let afkølede bunde og sættes på køl i ca. 1 time inden de herefter kan fryses. Når kagerne er frosne er de lette at få ud af springformene, så de får en kniv-skarp kant – ellers kan benyttes kageplast i kanten af springformen. Optøs inden servering.

 

Velbekomme.